LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Stine Aaen Dürr

Ikke kun Randers HK føler sig snydt

Nina Müller er som bekendt stoppet i Randers HK, da aftalen med hendes personlige sponsor brød sammen. I denne uge har flere sportsklubber stået frem i Randers Amtsavis og fortalt, at de også er blevet snydt af denne sponsor.


I sommers blev den tyske bagspiller, Nina Müller, præsenteret i Randers HK. Klubben havde egentlig ikke råd til at hente den rutinerede bagspiller, men en ven af Nina Müller og ejer af Lasergame Danmark indgik et samarbejde, hvor han var klar til at betale størstedelen af håndboldspillerens løn.


Som bekendt gik samarbejdet i vasken, og Nina Müller har derfor forladt Randers HK. Ifølge Randers Amtsavis, har ejeren af Lasergame Danmark, Benjamin Huss, aldrig betalt Nina Müller den aftalte løn.


Randers HK-direktør Per Rasmussen til Randers Amtsavis om sagen:


“Vi vidste godt, at der var en risiko, men personligt har jeg ikke oplevet, at han har snydt mig tidligere, og Nina kendte ham jo personligt. Så vi synes, det var en chance, der var værd at tage. Det har så vist sig efterfølgende, at det var en smutter, og den tager jeg på mig.” 


I denne uge står flere frem i Randers Amtsavis og fortæller, at de også føler sig snydt af Benjamin Huss. I motorsportsbranchen er flere racerkørere blevet lovet en sponsoraftaler med ham, men aftalerne er aldrig blevet til noget.


Nina Müller har overfor Randers Amtsavis ikke lagt skjul på, at Randers HK har overholdt deres del af aftalen.


 


LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder