Landsholdsprofil frygter ikke for EM
Rasmus Lauge måtte onsdag udgå med en lyskeskade, da Bjerringbro-Silkeborg tabte ligakampen mod Skjern Håndbold.
Den rutinerede bagspiler takkede umiddelbart efter nej til interview, men nu fortæller han selv om situationen.
“Jeg får et stræk i lysken, som jeg kan mærke tydeligt – at der er noget, der popper. Og jeg ved jo lynhurtigt godt, hvad klokken har slået,” siger Lauge til TV 2 Sport.
Den danske landsholdsprofil har siden mærket bedring og føler, at spændingerne omkring skaden er begyndt at løsne sig.
“Nu føles det som om, blødningen er løsnet lidt mere op, og jeg har fået mere bevægelighed og frihed tilbage i og omkring lysken,” fortæller han.
Med EM i januar på horisonten er den 34-årige spilstyrer dog rolig omkring sin situation.
“Som jeg har det lige nu, er der ingen bekymring om EM og min status der,” siger Lauge.