Vanvittigt store ord: -Jeg stod ikke her uden Morten Olsen, siger dansk landsholdsstjerne
Morten Olsens skifte til GOG i sommer har gjort Mathias Gidsel til landsholdsspiller. Så klart og enkelt vil sidstnævnte understrege det.
Hvis Morten Olsen ikke havde taget springet fra tyske Hannover-Burgdorf til danske GOG forud for indeværende sæson, så stod Mathias Gidsel ikke med den rød-hvide-landsholdsdragt over hovedet lige nu.
Det mener højre back Mathias Gidsel selv, der stråler af glæde over at være en del af landsholdslejren.
Han er selvfølgelig blevet udtaget, fordi han har spillet et blændende efterår for ligaens GOG-dukse, men Morten Olsen skal have en lige så stor del af æren, siger Gidsel.
Der ryger altså store ord af sted lige her:
-Han har gjort mig 100 procent bedre … uha. Jeg tror heller ikke, jeg havde været her, hvis han ikke … Nu skal han endelig ikke høre det, griner Mathias Gidsel til HBOLD.dk og sætte lidt flere ord på, hvad Olsen har betydet for Gidsels udvikling.
-Morten har været med til at skubbe mig helt derud, hvor jeg ikke var tryg. Og det er jo dér, man bliver bedre. Det har gjort mig bedre. Han har været med til at stille utroligt høje krav, hvor jeg nogle gange tænkte ”Morten, lad nu være, det kan bare ikke lade sig gøre”.
-Jeg er blevet skubbet ud over rampen og på dybt vand. Heldigvis er det gået godt, og alle de krav, jeg er blevet mødt med, har været med til at få mig til at steppe op.
-Han er kommet ind med en vindermentalitet og siger, at vi skal vinde alle kampe, hvor vi før kunne være lidt påpasselige og sige, vi nok kunne vinde. Så vandt vi et par kampe i starten af sæsonen og er bare kørt videre på vognen. Til sidst tror jeg ikke, der var nogen, der kunne prikke hul på osten. Selvtillid avler selvtillid og sejre giver selvtillid.
Læs også: Landsholdsstjerne begræder tabet af Rasmus Lauge: – Tæt på det værste, der kunne ske
Både på og udenfor banen har Morten Olsen haft planerne klar, guidet, dirigeret og rådgivet den unge Gidsel, der bare har vokset sig tårnhøj og sikker i sine aktioner.
-Jeg har lært en masse om håndboldverdenen, og hvordan tingene fungerer. Fysisk har han også stillet krav med, at vi skal blive ved og ved med at træne og endda træne lidt hårdere for at opnå det ypperste.
-Der er selvfølgelig nogle situationer som håndboldspiller, som du aldrig har prøvet før, og som du ikke ved, hvordan man skal agere i. Der har Morten givet nogle råd til, hvordan jeg skal gøre. Det er lykkes bedre, end jeg havde turde drømme om. Jeg er blevet sat i nogle situationer, som jeg måske aldrig nogensinde havde opdaget indtil nu. Han er dygtig til at lære fra sig, uddyber han.
I sommer rykkede også stregstjernen Anders Zachariassen hjem til det sydfynske håndboldflagskib.
De to regerende verdensmestre har bare puffet en masse ro og selvtillid ind på det unge og sprudlende GOG-hold, der vandt det forsinkede pokalguld i september sidste år.
Læs også: Niklas Landin har vundet alt men vil have mere guld: Motivationen bliver bare større og større
Erfaringerne er der blevet delt rigeligt ud af, og det er noget, som Mathias Gidsel har suget til sig.
-Det giver en masse ro til holdet, at vi har to spillere, der bare ved, hvad de laver. Alle rundt om og på holdet ved, hvad de laver i de afgørende situationer. Vi har bare fundet formlen med de to.
-Nu står jeg her, og det er meget stort. Det er ikke noget, jeg forventede, da sæsonen startede i sommer. Det har været et hurtigt halvt år, og det er virkelig gået stærkt.
-Det er klart den bedste efterårssæson, jeg nogensinde har spillet, slutter Mathias Gidsel.
I den sidste VM-testkamp nettede Mathias Gidsel tre gange på fem forsøg og scorede topkarakter i HBOLD.dks karakterbog fra kampen.
Læs den lige her: Karakterer: Danmarks nye stjerne er VM-klar