LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Hennecke Jensen

Jan Paulsen advarer om congolesisk stregkæmpe: -Han kan faktisk godt spille håndbold

Gauthier Mvumbi Thierry har taget hele håndboldverdenen med storm.


For tre dage siden var der ikke nogen, der vidste, hvem han var: Han tullede rundt i den fjerdebedste franske liga og var en del af Congos landshold.


Men han er mere end bare det: Foruden sin enorme fysik så bragede han på 11 minutter ind i åbningskampen mod Argentina og plaffede fire kasser i netmaskerne.


Den stærke stregspiller viste altså, at selvom hans returløb ikke er det hurtigste, så evner han en del oppe i den anden ende, hvor screeningsspillet og et uforudsigeligt hopskud fra stregen sad lige i skabet.


Det samme kan han gøre mod Danmark i aften, hvis de ikke passer på, siger Jan Paulsen.


Læs også: Stor VM-darling venter Danmark: Vi skal have fart i fødderne, siger Mensah


-Han er en rigtig stor og stærk stregspiller. Får han først færden af bolden, bliver han meget svær at holde. Det gælder for Danmark om, at man ikke skal placere sig for meget bag ham, siger Jan Paulsen til HBOLD.dk og uddyber hvorfor:


-Kommer man til det, og han får bolden, så er et gult kort, straffekast eller udvisning stensikkert. Man skal sørge for at stå tæt sammen omkring ham. Det betyder også, at man ikke skal gå for langt frem til skytterne.


Sådan en stregtype som congolesiske Thierry kan faktisk være enormt farligt overfor et forsvar, hvis det ikke evner at finde den rette højde eller timing i tacklingerne.


Får man først styr på ham i forsvaret, så burde det blive en dansk formsag ikke bare at løbe Gauthier Mvumbi Thierry men hele Congo-holdet over ende.


-Man må altså ikke glemme, at han godt kan spille håndbold. Han er fantastisk dygtig til at time sine screeninger og så putte bolden i kassen, når han får chancen. Det bevægelige danske forsvar skal sørge for, at han ikke bliver sat i scene.


-Han er rigtig dårlig til at løbe retur, når han spiller. Om der er mål eller ej, så skal der løbes kontra eller hurtig midte. Så bliver det en svækkelse for dem.


At stifte bekendtskab til nogle lidt atypiske spillertyper er netop charmen ved VM, uddyber Jan Paulsen.


For første gang nogensinde er der 32 deltagende hold ved et verdensmesterskab, og det betyder, at hold som Kap Verde, Congo, Marokko og Chile kan føre sig frem og vise, hvad de kan.


Desværre nåede vi aldrig at se USA i aktion grundet corona-kaos og for mange positive tilfælde.


-Det er jo det fantastiske ved VM, som vi ikke får til et EM. Der er nogle andre skæve typer, end vi er vant til at se. Tendensen er, at mange hold har teknisk dygtige bagspillere, der er gode til at vurdere spillet, lægge den ind til stregen og få trukket to spillere til sig.


-Hvis man har små spillere, som for eksempel Mathias Gidsel, så kræver det netop en stor, stærk og tung streg, han kan spille ind til. Får han først bolden og læner sig indover, så er der mål. Jeg håber, vi får lidt smagsprøver på hans stregspil i dag. Det er fantastisk at se, slutter Jan Paulsen med et smil på læben.


Congo tabte sin premierekamp 28-22 til Argentina, mens Danmark vandt 34-20 over Bahrain.


LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder