Emil Nielsen kåret som Årets Mandlige Landsholdsspiller 24/25
Olympisk mester, spansk mester med FC Barcelona og endnu en verdensmestertitel. Den danske keeper må siges at have haft en vanvittig sæson, og søndag kunne han lade sig hylde med endnu en titel – denne gang som Årets Mandlige Landsholdsspiller 2024/2025.
Overrækkelsen af prisen skete før søndagens EHF Euro Cup-kamp mod Sverige, hvor Emil Nielsens kollegaer og de flere end 10.000 fremmødte i Royal Arena sendte massive klapsalver ned over den danske keeper.
Det er ikke første gang, Emil Nielsens ekstraordinære præstationer bliver bemærket. Tilbage i december opnåede han den ultimative hyldest fra Det Europæiske Håndboldforbund, der kårede ham som årets mest værdifulde spiller i Europa for sæsonen 2023/2024.
- Det er helt velfortjent, at Emil får den her titel. Emil har spillet en fantastisk sæson på landsholdet med især en virkelig flot OL- og VM-turnering, hvor han har gjort det utroligt godt. Vi har præsteret virkelig godt i denne sæson, så jeg synes, der er mange, der kunne have fået denne titel og pris, men det er helt velfortjent, at det er Emil, der løber af med den, siger landstræner Nikolaj Jacobsen i en pressemeddelse fra DanskHåndbold.
Det er Norlys, der sammen med Spillerforeningen Håndbold og DanskHåndbold står bag kåringen af Årets Mandlige Landsholdsspiller.
- Fra Spillerforeningen Håndbold skal der selvfølgelig lyde et stort tillykke til Emil. Det siger sig selv, at han har haft en virkelig flot sæson, men kåringen sættes endnu mere i relief af, at han spiller på et landshold, hvor virkelig mange har leveret på utroligt højt niveau. Det til trods har alle hans kollegaer fundet netop ham værdig til prisen i år, og dét kan han godt være stolt af, siger Torben Vinther, der er direktør i Spillerforeningen Håndbold og tilføjer:
- Titler og mesterskaber betyder selvfølgelig meget, men at modtage denne personlige anerkendelse fra ligesindede inde på banen er den flotteste hæder, man kan få.
Prisen blev overrakt af Morten Kristoffersen, der er Marketing Campaign Manager i Norlys, flankeret af Stine Jørgensen fra Spillerforeningen Håndbold, og formand for DanskHåndbold Øst, Troels Hansen.
Prisen uddeles hvert år, og vinderen findes ved en afstemning blandt spillerne i Herreligaen, 1. division og de danske udlandsprofessionelle.
DanskHåndbold ønsker Emil Nielsen stort tillykke med prisen!
Tidligere vindere af Årets Mandlige Landsholdsspiller (seneste 10 år)
2023/2024: Mathias Gidsel
2022/2023: Simon Pytlick
2021/2022: Mathias Gidsel
2020/2021: Niklas Landin
2019/2020: Niklas Landin
2018/2019: Mikkel Hansen
2017/2018: Rasmus Lauge
2016/2017: Mikkel Hansen
2015/2016: Mikkel Hansen
2014/2015: Mikkel Hansen