BSH-stjerne ikke glad for at forlade Danmark: - De bedste syv år i mit liv
Sebastian Skube, konen og deres lille datter har haft de bedste år i deres liv med de syv år, som den slovenske bagspiller nåede at få i Bjerringbro-Silkeborg og Danmark.
Om lidt er det danske eventyr slut. Kontraktforlængelsen blev aldrig til mere end snak, og derfor er Sebastian Skube fortid i den midtjyske topklub, når der er fundet en dansk mester onsdag aften.
I godt og vel syv år har sloveneren været synonym med silkeborgenserne, og som han mærker efter lige nu, så er han og familien ikke rigtigt klar til at sige farvel til de mange mennesker og den by, som har betydet alverden for dem igennem rigtig mange år.
En meget stor omvæltning er på vej.

Skube har været en stor profil for BSH i mange år. Foto: Bjerringbro-Silkeborg.
– Vi er ikke helt klar. Vi er heller ikke glade for at forlade Silkeborg og Danmark. Men sådan er det jo som sportsmand. Vi er en lille flok brikker, som flytter rundt i Europa, når det rigtige tilbud kommer, siger Sebastian Skube til HBOLD.dk og uddyber:
Læs også: Skube blev overrasket og overvældet af BSH-fansene: – Jeg vidste ikke, jeg betød så meget for dem
– Nu blev det tid for mig at forlade BSH. Jeg håber bare på det bedste. Jeg vil i hvert fald huske byen og klubben som noget rigtig godt: Og de bedste syv år i mit liv indtil videre.
Store ord for en stor spiller.
Bjerringbro-Silkeborg er en klub, der er ganske speciel for Skube.
Tilbage i november sidste år takkede han nej til at blive holdkammerat med Mikkel Hansen i Paris-Saint Germain og blev derfor i den sorte BSH-trøje.
Alligevel havner han lige rundt om hjørnet i fransk håndbold, da han har skrevet under med Chambéry.

Skube valgte Paris fra men BSH til. Foto: A. Gadoffre/Team Pics/PSG
– For mig er det ikke kun håndbolden men også familielivet, der skal passe sammen. Hvis det kun var det håndboldmæssige, som jeg tænkte på, sagde jeg ja til Paris. Nu har min familie, kone og datter det rigtig godt her i Silkeborg.
– Der var ingen grund til at skifte. Vi skulle bare blive. Det var den rigtige beslutning.
Sidste kamp står onsdag på den afgørende DM-finale mod Champions League-vicemestrene fra Aalborg Håndbold.
Skube vil slutte sin tid af i BSH med guld.
– Holdet og jeg vil gøre alt for at vinde. Men vi har stor respekt for Aalborg. Det betyder ikke så meget, at de har spillet så flot i weekenden. Jeg vidste godt, hvilket niveau de havde og hvor gode de er.
– Det er helt fortjent, at de kom i finalen. Aalborg er ét af de bedste hold i Europa. Vi har kun en chance, hvis vi spiller helt på top. Alle skal være på 100 procent, ellers vinder vi ikke, slutter Sebastian Skube.
Der er kampstart klokken 20.30 i Gigantium. Inden da spiller GOG og TTH om bronzemedaljerne.

Skube vil slutte tiden i BSH af med guld om halsen. Foto: Martin Gorritzen, Min By News