Møllgaard med store drømme: Vil være landstræner for Danmark
Efter mange års tro tjeneste på det danske landshold, stopper Henrik Møllgaard nu sin aktive håndboldkarriere. I stedet kaster han sig ud på dybt vand, når han flytter hele familien til Paris, hvor han skal være assistenttræner for hans tidligere træner i Aalborg Håndbold, Stefan Madsen.
Møllgaard spillede selv i Paris i 2015 til 2018 og nu fortsætter han på bænken i den franske hovedstad. Men Henrik Møllgaard har egentlig ikke tidligere haft en stor drøm at gå trænervejen, når hans aktive karriere sluttede, men netop tiden i Paris fik ham på andre tanker. Det fortæller han i det nye TV2 Play-program ‘Henrik Møllgaard har ordet’.
Han fortæller også, at han tager en chance ved at rykke til Paris med absolut ingen trænererfaring:
“Den nemme løsning havde været at starte op i Danmark med al den kapital, som jeg har opbygget her. Jeg kunne få lov at lave 20 fejl, og folk synes stadigvæk, at jeg er charmerende, og det skal nok gå – og lad os nu lige give ham en chance. Sådan bliver det jo ikke nede i Paris. Der skal jeg jo have svarene fra dag ét.”
Henrik Møllgaard håber på stor succes i Paris Saint-Germain og han håber på, at han nu har fundet sin rette hylde efter han har stillet håndboldskoene på hylden. Og den store forsvarsgeneral tillader sig at drømme stort:
“Jeg har drømt om at blive landsholdsspiller, så jeg vil også tillade mig at drømme om at skulle være landstræner en dag,” fortæller han i TV2 Play-programmet.
Om vi ser Møllgaard som afløser for Nikolaj Jacobsen en dag, vil tiden vise, men den nuværende danske landstræner har foreløbigt forlænget sin kontrakt til 2030.