LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ida Hummeluhr

HBOLDs All-Star-hold: OL 2021

OL lakker mod enden, og det betyder, at det er blevet tid til at sætte turneringens All-Star-hold. Se, hvem vi, hos HBOLD, har på holdet.



En egypter, fire danskere, to franskmænd og to spaniere har HBOLD på turneringens All-Star-hold, der inkluderer alle spillets 7 positioner samt en forsvarsspiller og turnerings træner.


Se vores hold her:


Målvogter: Karim Handawy

Den egyptiske målmand har stået en flot OL-slutrunde, hvor han har hjulpet sit hold i de mest pressede situationer. Inden bronzekampen er Handawys samlede redningsprocent på 31,5%


Venstreback: Mikkel Hansen

Verdens bedste venstreback. Hansen gør langt hen ad vejen, hvad der passer ham, hvad end det drejer sig om straffekast, assists eller afslutninger. Hansen ser ud til at blive turneringens topscorer, med 52 mål inden finalen.


Højreback: Mathias Gidsel

GOG-backen leverer gang på gang – og OL er ingen undtagelse. Med sit enorme gåpåmod og hurtige spil er han svær at stoppe for de fleste. Gidsel har både brilleret på assistspillet og på sine egne målchancer.


Playmaker: Nikola Karabatic

Gode, gamle Karabatic har under OL vist, at en korsbåndsskade ikke kan slå ham ud, og at han endnu ikke er færdig med at spille på topniveau. Frankrigs stjerne nummer 1 har særligt gjort det godt i assistspillet, hvor han har gjort sin medspillere bedre og bedre.


Venstrefløj: Hugo Descat

Frankrigs ene venstrefløj og straffeskytte har for alvor vist, hvilken kvalitet han har. En scoringsprocent af en anden verden sætter en tyk streg under, at Descat i den grad hører til på det franske landshold. 97% er hans scoringsprocent før finalen.


Højrefløj: Aleix Gomez

Spaniens lille højrefløj er scoringssikker i åbent spil og på straffekast, og det har han også vist under OL. Inden bronzekampen har Gómez scoret 36 mål, og er foreløbig i top-5 over målscorer under denne turnering.


Streg: Adrian Figueras

Overblik og afslutningsteknik er noget, den rutinerede, spanske streg udfører som en af de bedste på sin position, og det har han i den grad vist under OL. 34 mål er det blevet til i turneringen forud for bronzekampen.


Forsvarsspiller: Magnus Saugstrup

Den unge streg har endnu engang vist, at han er al omtalen værd. Med vigtige aktioner og afbalanceret spil har Saugstrup gjort et flot stykke arbejde i den danske defensiv.


Træner: Nikolaj Jacobsen

Den danske landstræner viser igen, igen, at hans trænerevner rækker til podiepladser. Overblik, kynisme, taktik og spilanalyse mestrer Nikolaj Jacobsen, der endnu engang fører sit og hele Danmarks landshold i en finale.


LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder