Rikke Iversen skriver historie sammen med Sarah Iversen
Når det danske kvindelandshold fredag aften træder ind på halgulvet til EM-åbningskampen mod Slovenien, så skriver en ganske særlig stregduo dansk slutrundehistorie.
De har begge kæmpet for det i mange år: Og ingen af dem har lagt skjul på, hvor stor en drøm det har været.
Nu, i aften, om ganske få timer går søsterdrømmen i opfyldelse, når Sarah og Rikke, begge med efternavnet Iversen, repræsenterer Danmark som det første søsterpar til en slutrunde.
– Jeg føler, at det er ret stort. Jeg tror, det bliver endnu større, når vi står i det, oplever det og måske først efter slutrunden tænker over, hvor stort det er at være en del af det her eksklusive selskab, siger Rikke Iversen til HBOLD.dk og fortsætter:
– Der går nok mange år, før vi begge kan tænke tilbage sige, det var faktisk virkelig fedt. Gerne med metal.
– Hvad betyder det for dig at have hende med?
– Det betyder, at jeg altid har en, der støtter mig og fuldstændig kan læse mig, og ved, hvordan jeg både skal presses, støttes og håndteres. En jeg altid kan læne mig op ad, hvis der er noget galt. En, der altid kan ruske i mig, hvis jeg ikke tager mig sammen. Det er virkelig en tryghed.
– Hvornår er det gået op for dig, at det er sådan?
– Det tror jeg altid, jeg har vidst. Vi har altid været gode til at være i hinandens karrierer. Vi har en masse små signaler til hinanden, og vi finder hurtigt hinanden. Vi er gode til at få snakket kampene igennem, også selvom vi har spillet mod hinanden og enten vundet eller tabt.
– Jeg synes altid, det har været en kæmpekompetence. Vi spiller samme position. Lige så meget som det jo er en ulempe, vi er konkurrenter, lige så meget er det en fordel og ressource, vi har i hinanden.
– Hvornår tænkte du, at den her konstellation kunne lade sig gøre?
– Ja, vi fik lov til at prøve at stå sammen i midterforsvaret på B-landsholdet. Det var fedt, og vi var megastolte over at prøve det. Så sagde vi til hinanden, at det skulle vi opnå på det ”rigtige” landshold.
– Det har vi kæmpet benhårdt for: Vi har ramt landsholdet på forskellige tidspunkter, og nu har vi fået lov til at stå her sammen, slutter Rikke Iversen.