Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

Nikolaj Jensen

- Man vælger aldrig selv landsholdet til - det er landstræneren, der udtager dig, siger Kevin Møller

De destruktive tanker har fyldt meget i hovedet på landsholdskeeper Kevin Møller, men det er aldrig noget, der har taget overhånd – heller ikke selvom modgangen til tider har været stor.


Håndboldlivet har ikke altid været en dans på roser for Kevin Møller.


I lange og mange perioder har nedturene trukket tænder ud, men hver gang er det lykkes den 33-årige målmandsstjerne at komme ovenpå igen.


Han fortæller om en ganske særlig periode af sin karriere, hvor han måtte gøre op, om det groft sagt skulle hedde ”hyggehåndbold” eller ”herrelandshold”:


– Det er lang tid siden. Nu har jeg været en del år på eliteniveau, og man vælger aldrig landsholdet til. Det er noget, landstræneren gør. Han udtager dem, som han synes er bedst egnet til at repræsentere Danmark, siger Kevin Møller til HBOLD.dk og fortsætter:


– Jeg har kunnet vælge mig selv til i forhold til at sige, at jeg er på det her punkt nu: Hvordan kommer jeg bedst muligt fremad mod mit mål? For at være med på landsholdet skal jeg præstere godt over en længere periode på klubplan.


– Hvor langt har dine destruktive tanker drevet dig?


– Jeg har aldrig haft tanken om, at nu stopper jeg. Men jeg har da haft modgang som alle andre. Der har jeg overvejet en ekstra gang, om det er det, man vil. Eller om jeg skulle tage skridtet ned og være glad. Facit har altid været, at jeg brænder for meget til at gå ned til hyggehåndbold, hvor man har mere fokus på tredje halvleg end kampen.


– Jeg vil jo vinde for enhver pris. Konkurrencemennesket i mig vil tage udfordringen op og gøre det bedre, uanset hvilken oplevelse det har været.


– Der har været perioder også i ungdomshåndbolden, hvor man har følt sig udenfor på et hold, hvor man har tænkt, så har jeg ikke lyst til at spille håndbold længere. Jeg har ikke følt mig tilpas. Jeg har været en tryghedsnarkoman og har præsteret bedst, når jeg har følt mig accepteret af et hold og været inde på holdet socialt. Det har også været en værdifuld oplevelse senere hen. Jeg er glad for, at jeg har taget udfordringen op i de svære perioder, ikke bare har givet efter og sagt, at så skifter jeg til hyggefodbold eller en anden sportsgren.


– Man siger ikke bare, at man vil på landsholdet, og så er man der. Det kræver hårdt arbejde og op- og nedture. Det er en fed rejse, uanset hvad man beslutter sig for. Jeg er også sikker på, at hvis jeg havde valgt at give efter for, at jeg skulle vælge noget andet, havde jeg nok også fået gode oplevelser.


– Lige nu og her er jeg glad for, at jeg tog udfordringen op med mig selv og de dårlige oplevelser dengang, så jeg kunne arbejde ud fra det og komme videre, slutter Kevin Møller.


Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER