Særligt én dansk klub må glæde sig ekstra over EM-finalen, mener ekspert
Uanset om det er Norge eller Danmark, der render af sted med EM-guldmedaljerne i aften, så mener ekspert Lars Rasmussen, at der er særligt én dansk klub, der allerede nu kan tillade sig at poppe champagneflasken og skåle.
Det er selvfølgelig Team Esbjerg, der med sine syv spillere og cheftræner repræsenteret ved dette års EM-finale kan sætte to streger under en formidabel slutrunde for sine aktører.
Ganske imponerende og overlegent af den danske storklub, der for alvor har cementeret sin status i toppen af international kvindehåndbold: Først med deltagelsen ved sidste sæson Final 4, og nu med eksplosiv deltagelse i EM-finalen ganske få måneder senere.
EMs bedste forsvarsspiller Kathrine Heindahl, Mette Tranborg, Michala Møller, chef- og landstræner Jesper Jensen, Vilde Mortensen Ingstad, Nora Mørk, turneringens MVP, Henny Reistad og Kristine Breistøl bærer til dagligt den røde Team Esbjerg-trøje, mens Kaja Kamp blev hentet ind som dansk reserve, Marit Røsberg Jacobsen blev siet fra i sidste øjeblik og endeligt sidder Sanna Solberg ude med graviditet.
– Altså, det her er jo en magtdemonstration og ganske overlegent af Team Esbjerg: Jeg kan ikke mindes, at én klub har haft så mange repræsentanter i en finale til en slutrunde, siger ekspert Lars Rasmussen til HBOLD.dk g fortsætter:
– Og det er jo ikke, fordi nogen af spillerne har været med på en badebillet eller været anonyme. Tværtimod. Samtlige profiler har spillet afgørende roller for, at netop Danmark og Norge står i den her EM-finale. Der må sidde nogle Esbjerg-fans, bestyrelsesmedlemmer og holdkammerater og knibe sig selv i armen: Det er meget fornemt.
– Uanset hvem der render med EM-guldet i aften, så har Team Esbjerg jo vundet. I aften er de hinandens værste modstandere men allerede om en uge står de sammen igen, når den danske liga banker på døren. Det er altså sjovt at tænke på, men spillerne er så professionelle, at de sagtens kan håndtere det og gøre alt for, at lade hinanden tabe i aften: Hvem vil ikke gerne stå med EM-guldmedaljerne om halsen, uddyber han.
Men hvem der så ender med at stå med det eftertragtede guldtøj, kan godt blive en ordentligt gyser: Dog med en lille favoritværdighed til ét af holdene:
– Norge! Hjertet siger selvfølgeligt Danmark, men hjernen siger Norge: Jo, vi har lige slået dem med to mål, men så skal vi også huske, at nordmændene to dage efter mørbankede de olympiske mestre fra Frankrig og spillede dem baglæns ud af hallen i deres semifinale.
– De er så vant til at stå i de her afgørende kampe og har en ganske særlig vindermentalitet. Derfor ser jeg finalen som 55-45 til norske fordel, og jeg tror, at kampen ender 25-23 til Norge, slutter Lars Rasmussen.
EM-finalen kastes i gang klokken 20.30.