Aalborgs plan mod Berlin: Jagte, jagte og blive ved
Holdet tabte første opgør i Tyskland med 29-37, men Sebastian Barthold tror på, at Aalborg stadig kan levere en sensation.
“Vi er i en situation, hvor vi har alt at vinde. Hvis vi kommer godt fra start eller lidt skidt fra start, er det egentlig lige meget. Vi skal bare blive ved – jagte, jagte, jagte. Vi får chancer i løbet af kampen til at skabe momentum, og dem skal vi gribe,” siger Sebastian Barthold til klubbens egen YouTube-kanal.
Han peger på, at holdet har brugt den seneste uge på grundigt at gennemgå video fra den første kamp og især kigget på, hvad der fungerede godt i de første cirka 23 minutter i Berlin.
“Vi skal prøve at genskabe den gode periode, vi havde dernede, og så forsøge at forlænge den,” siger han.
Aalborg Håndbold kommer ind til kampen med en frisk sejr i ligaen mod Skanderborg AGF i søndags, hvilket har givet selvtillid efter en svær periode.
“Vi fik en god kamp i søndags og viste igen, hvor vigtige vi kan være på hjemmebanen. Den følelse tager vi med ind i kampen mod Berlin,” siger Barthold.
Han fremhæver desuden vigtigheden af opbakning fra hjemmepublikummet, når Füchse Berlin gæster Aalborg:
“Hvis vi får hallen fuldstændig med os, som vi håber og ønsker, så har vi en god mulighed for at vinde kampen med gode cifre. Vi har brug for alle 5.500 tilskuere til at bakke os op, så vi kan forsøge et vildt comeback.”
Onsdagens opgør i Sparekassen Danmark Arena begynder klokken 18.45. Vinderen af den samlede duel sikrer sig en billet til Final4-stævnet i Köln.