Barca-træner efter dramatisk sejr: Vi var helt væk i 15 minutter
Barcelona var foran 13-22 ti minutter efter pausen og lignede et hold, der havde kampen under fuld kontrol. Men en periode på 15 minutter vendte alt på hovedet. PSG reducerede stille og roligt – og pludselig var Barca kun foran 23-24.
Ortega havde allerede lugtet problemer tidligt i halvlegen og tog et hurtigt timeout, hvor han ifølge Mundo Deportivo udbrød, at holdet var “atontados” – groggy og faldet helt i søvn.
“Vi havde 35 rigtig gode minutter og en periode på 15 minutter, der var helt forfærdelige. Vi inviterede dem ind i kampen med vores egne fejl. Det virkede, som om vi slappede af, som om kampen allerede var vundet,” forklarede han efter kampen.
At Barca ikke kollapsede helt, skyldtes især Emil Nielsen. Den danske keeper stod endnu en gang på et niveau, der tangerede det ekstreme: 18 redninger og en redningsprocent på 43. Også Tim N’Guessan og Domen Makuc leverede afgørende aktioner i slutfasen.
“Emil kom igen med nogle store redninger, Tim scorede vigtige mål trods stor belastning, og Domen spillede fremragende. Det er to meget vigtige point, der bringer os tættere på de to øverste pladser,” sagde Ortega.
Domen Makuc var tilfreds – men enige i, at holdet må hæve niveauet i de svage perioder.
“Vi spillede generelt en god kamp, men vi skal analysere den anden halvleg og blive bedre,” lød det fra sloveneren.
Barcelona topper fortsat deres gruppe og tager et vigtigt skridt mod direkte kvartfinaleplads – men kampen i Paris blev en påmindelse om, hvor hurtigt alt kan vende i Champions League.