BSH-træner efter endnu et pointtab: Ekstremt skuffende
Efter kampen hang cheftræner Simon Sørensen med hovedet.
“Det er ekstremt skuffende. Stor cadeau til Sønderjyske. Jeg synes virkelig, de spillede godt,” sagde han til Midtjyllands Avis.
BSH kom ellers godt fra start og bragte sig foran 7-3, men selv med flere store muligheder lykkedes det ikke at trække afgørende fra. Ved pausen var BSH bagud 18-19.
“Vi fik ikke nok ud af den start, vi havde på kampen. Vi spillede ellers rigtig godt og passede flot på bolden. Men så begyndte de tekniske fejl at indfinde sig, og vi fik ikke sat en prop i defensivt. Vi blev mere eller mindre løbet ned i deres kontraspil. Det blev for tungt for os,” forklarede Sørensen.
I anden halvleg var spændingen intakt i de første 10 minutter, men da BSH kom bagud med tre mål ved 23-26, var der ingen vej tilbage. Et stort problem set fra sidelinjen var målmandenes indsats, hvor Kasper Larsen og Marko Roganovic tilsammen blot stod for seks redninger.
Med nederlaget har BSH nu smidt point i tre ligakampe i træk, efter at sæsonstarten med storsejre over Fredericia og HØJ ellers havde givet forhåbninger om et stærkt efterår