Dansk nedtur: Stjerner bliver ikke klar til VM
Danmark må klare sig uden Mette Tranborg eller Althea Reinhardt ved VM, som begynder i næste uge.
Det står klart efter nærmere undersøgelser har vist, at de ikke kan nå at komme sig over de skader, de har.
Mette Tranborg fik en fibersprængning i læggen i torsdagens kamp mod Sverige og er ude i minimum 2 uger – sandsynligvis længere.
Althea Reinhardt har længe døjet med et skadet knæ, men håbet var, at hun kunne blive klar gennem målrettet genoptræning. Det viser sig nu ikke at være muligt.
- Det er stort tab at må undvære to så rutinerede spillere til et VM. Det ville gøre ondt på alle hold. Vi har lovet hinanden, at vi fortsætter med at kæmpe og give alt, hvad vi har og så må vi se, hvor langt det kan bære os til slutrunden, siger landstræner Helle Thomsen, og fortsætter:
- Vi har allerede Amalie Milling i truppen, og hun viste i går, at hun er klar til at tage over. Hvem der kommer med i stedet for Mette Tranborg, har vi endnu ikke taget stilling til, slutter Thomsen.
Danmark møder i morgen kl. 16.00 Sverige i den sidste testkamp inden VM, som begynder torsdag den 27. november.