LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Hennecke Jensen

Dansk stregprofil har ikke mange pæne ord at sige om kollaps

Den danske stregspiller Sarah Iversen er aldrig bange for at sige, hvad hun mener både i med- og modgang. 

SOUTH PARIS ARENA 6 (PARIS, HBOLD.DK): Og efter 18-27-nederlaget til Norge var Ikast-spilleren heller ikke bleg for at kaste diverse negative adjektiver efter Danmarks sølle præstation.

Langt under niveau, dårligt … Sarah Iversen fortsætter:

- En grim oplevelse. Vi får en forfærdelig start. I anden halvleg snakker vi om at formindske nederlaget, og det viser bare, hvor langt vi er fra at vinde. Det var en sørgelig præstation, siger Sarah Iversen til HBOLD.dk og fortsætter:

- Lige nu er jeg uden ord: Hele optakten, opvarmningen, forberedelsen og troen på os selv var der ikke en finger at sætte på. Vi stod med følelsen af, at i dag havde vi chancen. Det var vores tur til at vinde over Norge. På fem minutter er vi bare faldet fuldstændigt fra hinanden. 

- Jeg forstår ikke, hvad der er årsagen. Enten skal vi finde ud af, hvad der gik galt, eller også skal vi sige fuck det og begynde at kigge frem mod Sverige-kampen. 

- Hvad hælder du personligt mest til?

- Lige nu har jeg ikke specielt meget lyst til at gense den kamp, må jeg være helt ærlig at sige. Men vi skal kigge på 7-mod-6-spillet. Dér lykkes vi godt med at få puttet boldene i kassen, og så må vi håbe, der er lang tid, til vi møder Norge igen. Det bliver ikke værre, end det gør i dag i hvert fald. 

- Kunne du fornemme, at den var helt gal fra minut 1?

- Nej, jeg var ikke dér, hvor jeg tænkte, ”fuck, den er der ikke i dag”. Men da den begynder at hedde 1-5, så tænker jeg, at vi skal gøre noget drastisk, ellers stikker det af. Så håber vi, at vi kommer ind fra anden halvleg og bare hente dem én efter én efter én. Det var noget rigtig rod. 

- Hvad skal du hjem at gøre nu?

- Jeg trækker vejret på vej hjem i bussen, og så bruger jeg energi på at få løftet mine holdkammerater igen. Det bliver en ret vigtig kamp mod Sverige. Det er fint at være sur og ærgerlig nu, men Norge har også tabt en kamp. Så det er ikke en katastrofe. Nu skal vi bare gøre rent bord for resten. 

- Hvis der er noget, vi skal tage med, så er det, at vi formår at splitte forsvaret fuldstændigt ad. Vi har kæmpefrie chancer indover. De bliver jo ikke større. De skal puttes i kassen. Det blev de ikke, og så bliver det grimt. Det er ikke sikkert, vi havde vundet på trods af, vi finder løsningen til sidst, men så blev det ikke til minus 9. Det er nogle rigtig dyre lærepenge, hvis det viser sig, at målscorer bliver afgørende, slutter Sarah Iversen.

På tirsdag er der kamp igen, når Sverige venter klokken 21.00.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder