LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Efter et år på posten: Topchef sætter ord på Veszpréms ambitioner

Siden juni sidste år har Bartha Csaba stået i spidsen for Veszprém som administrerende direktør.

I et længere interview med Nemzeti Sport gør han status over det første år på posten, og han lægger ikke skjul på, at forventningspresset i den ungarske storklub er enormt – men det tager han på sig som en ære.

"Det første ord, jeg kommer i tanke om, er ikke 'pres', men 'ære'. Det er en ære at arbejde for denne klub hver eneste dag. Forventningerne er enorme, men det er ikke noget, vi selv har skabt over natten. Det er resultatet af årtiers arbejde i Veszprém," siger Bartha.

Klubben vandt i sidste sæson både den hjemlige liga og klub-VM, mens det blev til sølv i pokalturneringen og en dramatisk exit i Champions League-kvartfinalen mod senere vinder Magdeburg. For Bartha er det især skaden til nøglespilleren Yehia Elderaa, der definerede foråret.

"Vi slog Barcelona i semifinalen og Magdeburg i finalen ved klub-VM – men kort efter sprang El-Deraa korsbåndet mod Fredericia, og det ændrede sæsonen. Vi fandt aldrig en fuldgod erstatning," fortæller han og tilføjer, at klubben forsøgte alt for at hente en ny spiller, men mødte lukkede døre og urealistiske priser.

Med sommerens tilgang af blandt andre Ivan Martinovic, Luka Cindric og Ali Zein mener Bartha, at bredden er blevet bedre. Sidstnævnte bliver måske undervurderet udefra, men ses internt som en nøglebrik, der kan dække flere positioner i angrebet. Også Ahmed Hesam roses for sin fysik og skudstyrke, og Bartha betegner Martinovic som en af de mest værdifulde spillere i den kommende generation.

Afslutningsvis bliver han spurgt til status på de ungarske spillere, og om klubben har øje på hjemlige profiler. Her er svaret nuanceret:

"Det er altid følsomt at udtale sig om det, men jeg siger, hvad jeg mener: Hvis der findes en ungarsk spiller, der har Veszprém-niveau og ønsker at spille her, så ignorerer vi det ikke. Men der er også spillere, vi ganske enkelt ikke kan hente."

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder