Serbisk stjerne efter karrierestop. Havde Anja Andersen og Ivano Balic stop idol

Den serbiske bagspiller der nåede at vinde Champions League, blive verdensmester-sølvvinder og sætte sit præg i klubber som Győr og Ferencváros, siger nu farvel – mentalt træt, men taknemmelig.

"Jeg havde faktisk kontrakt med Ferencváros frem til næste sæson," fortæller Lekic i et interview med Nemzeti Sport. 

"Men allerede i januar mærkede jeg, at det var tid til at stoppe. Fysisk kunne jeg fortsætte, men mentalt var jeg træt. Jeg har altid trænet meget, også alene, og det slid sætter sig."

Selvom hun stadig nyder spillet og kun træner for sjov, har beslutningen føltes rigtig. Ikke mindst fordi det altid handlede om mere end sejre og pokaler.

"Jeg ville noget mere. Jeg ville få publikum op at stå. Jeg ville overraske. Det gav mig energi," siger hun og peger på, at inspirationen blandt andet kom fra Anja Andersen og Ivano Balic. "Jeg kunne godt lide deres mod, deres opfindsomhed. Jeg ville selv spille sådan."

Lekics rejse begyndte som 10-årig i Beograd. Hun prøvede karate og tennis, men håndbolden fangede hende. Hun skrev med højre hånd, men greb automatisk bolden med venstre. I ungdomsårene fik hun støtte hjemmefra, men ingen pres. Det blev en nøgle til hendes udvikling.

Karrieren tog fart i Knjaz Milos, hvor hun som 19-årig vandt sit første mesterskab med en klub i økonomisk krise. "Vi havde intet, men vi havde venskab og fællesskab. Det lærte mig, hvad håndbold kan."

Herefter gik turen til storklubben Krim Ljubljana, hvor hun som 20-årig pludselig skulle styre holdet i Champions League, flankeret af navne som Derepasko og Bodnyijeva. Det første år var præget af tvivl og frygt, men hun kæmpede sig op og blev en af Europas bedste.

I 2013 vandt hun Champions League med Győr og samme år VM-sølv med Serbien på hjemmebane – hendes karrieres højdepunkt og største skuffelse. "Finalen mod Brasilien gør stadig ondt," siger hun.

I hele karrieren var hendes drivkraft ønsket om at levere noget ekstra. Ikke bare spille, men skabe magi. "Man kan ikke tvinge det frem – enten har man det, eller også har man det ikke. Men jeg elskede det, når publikum klappede af noget uventet. Det var mit brændstof."

Andrea Lekic stopper nu, mens hun stadig kunne spille. Hun rejser, træner lidt for fornøjelsens skyld og lader fremtiden stå åben. Men én ting er sikkert: hun efterlader sig et tomrum – og en arv fuld af overraskelser.