Ekspert og tidligere topspiller giver Kiel-stjerne igen: Du har ikke ret

Debatten om skuespil i håndbold dukker jævnligt op, og denne gang er det den tyske landsholdsmålmand Andreas Wolff, der igen har sat ild til diskussionen. Han er træt af de overdrevne reaktioner på banen – og ifølge flere kommentatorer rammer han ikke helt ved siden af. Men det er et mere nuanceret emne, end det ofte fremstilles som.

Når det gælder målmænd, er kritikken let at forstå. Der findes keepere, der kaster sig baglæns bare ved et let klap på skulderen eller en bold, der stryger hen over håret. En minimal berøring kan nogle gange få dem til at reagere hurtigere, end dommeren kan nå at fløjte. Den slags hører ikke hjemme i sporten, og dommerne bør reagere kontant, hvis det sker. Et reelt hovedskud er én ting – det skal straffes hver gang – men alt andet hører til gamet og har gjort det i årtier.

For markspillerne er billedet langt mere komplekst. Spillere som Mathias Gidsel bliver ofte fremhævet som eksempler på overdrivelse, men det er en forenkling. Han bevæger sig med enorm fart, tager mange tæsk og scorer i stort set hver kamp. Når han løfter armen efter et slag i ansigtet, er det lige så meget en refleks som en protest, og det samme gælder for ligaens andre hurtige duellister.

"Alt, hvad der er tilladt, vil blive udnyttet," lyder vurderingen.

Derfor er det ofte dommerne, der bør kigges i kortene. De kender spillerne særdeles godt og ved præcis, hvem der overdriver – og hvem der bare spiller hårdt. En kort bemærkning før kampstart kan dæmpe meget: en påmindelse om ikke at overreagere, en understregning af grænserne. Forebyggelse virker, men bruges alt for sjældent.

Det helt centrale er, at grænsen mellem klogskab og skuespil er tynd som papir. En defensiv spiller, der får tilkendt et angrebsfejl efter et dramatisk fald bagud, hyldes som snu taktiker af egne fans – mens modstanderen raser over teater. Det er et gammelt instinkt i håndbolden, og det forsvinder næppe.

Samtidig må man skelne mellem skuespil og showmanship. Bundesligaen er fuld af spektakulære aktioner, der begejstrer publikum: lobs på kontra, spinskud fra nul vinkel, baghåndsafleveringer ud af ingenting. Det ser teatralsk ud, men er ofte den rigtige beslutning rent spillemæssigt. Og vigtigst af alt: det løfter både holdet og hallen.

Tilbage står spørgsmålet: Er spilleren en snu ræv – eller en skuespiller? Svaret ligger et sted midt imellem. Så længe håndbolden ikke tager skade, er der plads til lidt af begge dele. Bare i moderate mængder. Og helst uden at et skulderskub bliver behandlet, som om hovedet var faldet af.