Endnu et tysk medie forsøger at forudsige mesterskabskampen
Seks Bundesliga-klubber har fortsat chancen for at løbe med det tyske mesterskab, hvor to af dem ikke var spået mange chancer før sæsonstart. Aktuelt fører MT Melsungen rækken, mens Hannover-Burgdorf har lagt sig på en tredjeplads, á point med Füchse Berlin, og kun ét point efter førerholdet.
Den tætte kamp om mesterskabet har overrasket - og begejstret - mange. Det er fuldstændig umuligt at forudsige, hvem der ender med at løbe med titlen, for der er ikke længere nogen klare favoritter. Kun syv point adskiller nummer ét fra nummer seks og stillingen kan hurtigt ændre sig, når en vild runde skydes i gang i aften.
Og netop denne runde kan blive afgørende, for SG Flensburg-Handewitt har ikke råd til at miste flere point. Lørdag møder de THW Kiel i en drabelig duel om ikke at blive hægtet af i toppen. I følge Süddeutsche Zeitung ser det svært ud for Flensburg-Handewitt at blive i toppen. Holdet har haft mange udfordringer, hvor fyringen af Nicolej Krickau og senest den slemme skade til Simon Pytlick har været en streg i regningen for danskerklubben.
Og netop skader kan blive den helt afgørende faktor for den tyske mesterskabskamp. Süddeutsche Zeitung skriver, at det hold, der undgår flest skader på nøglespillere i den sidste fase, formentlig er dem der ender med at løbe med titlen.
Og der har været mange skader til nøglespillere på de forskellige hold. MT Melsungen har været hårdt ramt, men senest akkilesseneskaden til topscoreren, Aaron Mensing, var et hårdt slag. SC Magdeburg har været uden både Omar Ingi Magnusson, Felix Claar, Gisli Kristiansson i månedsvis, mens Manuel Zehnder og Oscar Bergendahl ikke kommer tilbage i sæsonen. THW Kiel mistede Domagoj Duvnjak i en periode efter VM og SG Flensburg-Handewitt har sagt farvel til både Simon Pytlick og Kay Smits for resten af sæsonen.
Füchse Berlin holder vejret i hver kamp og håber at hverken Gidsel eller Lasse Andersson skulle pådrage sig en skade, mens Hannover-Burgdorf også ville lide et stort knæk, hvis Renars Uscins skulle blive skadet.
Én ting er ihvertfald sikkert; der venter nogle afgørende runder i Bundesligaen i de kommende uger.