Forvirring i håndboldverdenen: Mikkel Hansen skifter klub
Det er derimod hans navnebror, der tidligere har haft en solid karriere som professionel håndboldspiller. Mikkel Hansen har spillet fire sæsoner i Sønderjyske, en sæson i den svenske 1. division for Amo HK og siden i norske Bergsøy IL. Som ungdomsspiller repræsenterede han klubber som Aabenraa Håndbold, Løjt IF og Sydstjernen.
Efter mange år i udlandet vender han nu hjem til Danmark – og til håndbolden tæt på grænsen.
“Efter mange år i udlandet havde jeg på den ene side lyst til at spille håndbold hjemme igen, og på den anden side til at give mine erfaringer som professionel håndboldspiller videre. Da DHK spurgte, tøvede jeg ikke et sekund. Her er en træner med vindermentalitet og et ungt mandskab fyldt med talenter,” siger Mikkel Hansen til Flensborg Avis.
DHK-træner Magnus Frisk Jensen glæder sig over tilføjelsen, som han kalder både vigtig og inspirerende for truppen.
“Mikkel har i flere år af og til trænet med os mellem sine ophold i udlandet, så vi kender ham godt. Hans professionalisme, erfaring og vilje til at yde sit bedste løfter hele holdet – ikke kun i kamp, men også til træning,” siger Frisk Jensen.
Hansen, der stammer fra Løjt Kirkeby, får trøje nummer 22 i DHK og bliver klubbens sidste tilføjelse til den 16-mand store trup. Han er oprindeligt uddannet som venstrefløj, men skal bruges på flere positioner i både forsvar og angreb.
Et lille scoop for DHK Flensborg – og en god historie, der for en stund fik håndboldfans til at kigge en ekstra gang på overskriften.