“En fysisk kamp og en værdifuld sejr” – Esbjerg viste styrke trods kaos
Det var langt fra den perfekte optakt for Team Esbjerg, da de lørdag stod over for DVSC Schaeffler i Champions League. En rejse præget af flyforsinkelser, dronealarm og en nat på gulvet i München Lufthavn gav holdet sølle fire timers søvn inden kampstart.
Og det kunne mærkes i indledningen. Danskerne kom skævt fra land, og hjemmeholdet fra Debrecen pressede hårdt på. Men Team Esbjerg formåede at holde sig inde i opgøret – og i de afgørende minutter viste de, hvorfor de hører til i den europæiske elite.
Indskiftningen af målvogter Anna Kristensen blev et vendepunkt. Hun kom ind og lukkede ned – blandt andet med en stærk redning på et straffekast, netop som ungarerne truede med at udligne. Offensivt var det Nora Mørk, der med hele 11 assists styrede spillet med overblik og fart.
Slutfasen blev domineret af Esbjerg, der trak fra og sikrede sig en sejr på tre mål.
”Jeg er helt færdig. Det var en intens kamp, og det var svært at bevare kontrollen. Vi lykkedes med at få sejren i hus mod et hold, der spillede i et højt tempo. Det var en fysisk kamp, og i sidste ende en værdifuld sejr for os”, sagde Esbjerg-profilen Tabea Schmid til EHF efter opgøret.
Næste opgave venter allerede tirsdag, hvor Team Esbjerg skal i aktion i pokalturneringen mod Skanderborg i ottendedelsfinalen.