Grimt uheld overskyggede alt: Stoppede kampen
Landskampen mellem Sverige og Rumænien blev afblæst kort før tid, da et uhyggeligt uheld ramte rumænske Sorina Grozav.
Der var intensitet og god håndbold, da Sverige og Rumænien spillede testkamp torsdag aften. Med seks minutter tilbage blev kampen dog komplet ligegyldig.
Rumænske Sorina Grozav løb sammen med sin egen målvogter, og det så rigtig grimt ud. Sorina Grozav røg til jorden og blev liggende stille, og man kunne med det samme se, at den var gal.
Mens Sorina Grozav blev behandlet, blev der dækket af med tæpper, så der kunne skabes ro til arbejdet med at hjælpe hende bedst muligt. Efter nogle lange minutter kom der en båre på banen, og Sorina Grozav forlod hallen ved bevidsthed.
Meldingerne går heldigvis på, at hun er okay efter omstændighederne. Kampen blev dog ikke færdigspillet, da de to hold besluttede, at de ikke havde lyst til mere.