Kæmpe bet for ligaklub: Keeper skal opereres og er ude i længere periode
Skanderborg AGF må i en længere periode undvære deres stærke målmand Magnus Brandbyge.
Klubben oplyser, at Brandbyge skal opereres i hoften og derfor står foran en længere pause fra håndboldbanen.
"Vi er virkelig kede af det på Magnus’ vegne, men vi bakker ham selvfølgelig op hele vejen gennem hans genoptræning. Vi glæder os til at få Brandbyge tilbage i hallen, når kroppen er klar igen," lyder det fra Skanderborg AGF på klubbens officielle Facebook-side.
Den unge keeper har været en vigtig brik i klubbens projekt i Herreligaen, men nu venter altså en pause på ubestemt tid.
Klubben oplyser, at de vender tilbage med information om, hvordan perioden bliver håndteret på målmandsposten.
Operationen betyder, at han misser store dele af forberedelserne – og formentlig også starten på den kommende sæson.