Kan Krickau lave fem på stribe?
Berlinerne fik i seneste runde et drama af dimensioner, da Tobias Grøndahl afgjorde kampen mod Dinamo Bucuresti på et straffekast i sidste sekund. For nordmanden bliver opgøret mod Kolstad derfor en helt særlig anledning: hans første møde med et hold fra hjemlandet siden skiftet til Tyskland.
Füchse er fortsat ubesejret og fører gruppen med otte point, mens Kolstad står på to efter en enkelt sejr – mod Dinamo – og et klart nederlag til Aalborg på 26-35 i seneste runde.
Cheftræner Nicolej Krickau forventer dog ikke en nem aften:
“Vi står i en rigtig god position efter fire sejre, og vi vil selvfølgelig have to point mere mod Kolstad. Men det bliver ikke let. Først skal vi skabe vores chancer, og det er svært nok mod deres stabile forsvar. De har en tendens til at falde lidt i tempo senere i kampene, så vi skal sørge for at holde presset hele vejen,” siger den danske Füchse-træner til eurohandball.com.
Füchses offensive profil Mathias Gidsel – sidste sæsons topscorer i hele turneringen – fører igen målstatistikken med 42 træffere, heraf 11 mod Dinamo. Hos Kolstad er Adrian Aalberg topscorer med 15 mål.
Begge hold kommer til kampen med selvtillid efter storsejre i ligaen: Berlin vandt 42-27 over Minden, mens Kolstad besejrede Arendal 42-30.
Kampen mellem Füchse Berlin og Kolstad spilles torsdag klokken 20.45