KIF Kolding henter profileret dansk back hjem fra Frankrig
KIF Kolding har sikret sig en markant forstærkning til den kommende sæson.
Den danske venstre back Cornelius Kragh vender hjem til Danmark efter tre år i fransk håndbold og har skrevet under på en treårig aftale med KIF gældende fra sommeren 2025.
Den 30-årige bagspiller skifter til Kolding efter en stærk periode i Dunkerque Handball, hvor han har leveret 389 mål i 84 kampe.
Kragh har tidligere tørnet ud for blandt andre Skjern, Skanderborg og Fredericia, men det er især præstationerne i den franske liga, der har skabt opmærksomhed om danskeren.
Nu skal han være med til at styrke KIF Koldings ambition om en hurtig tilbagevenden til ligaen efter klubbens nedrykning.
"Vi ser meget frem til at få Cornelius ind i truppen hos KIF Kolding. Han er en dygtig og alsidig spiller, som vi forventer os meget af – både i forsvar og angreb. Derudover kommer han med en stærk mentalitet og en professionel tilgang til sporten, som vil smitte positivt af på holdet," siger KIF Koldings sportschef Julie Loop i en pressemeddelelse og tilføjer:
"Cornelius er ikke bange for modgang, og den indstilling passer rigtig godt ind i vores kultur."
Cornelius Kragh selv glæder sig til gensynet med dansk håndbold og understreger, at han har valgt KIF Kolding med klare ambitioner:
"Efter tre fantastiske år i fransk håndbold glæder hele familien sig til at vende hjem. Jeg ser frem til at blive en del af KIF Kolding og kommer med en klar ambition om at hjælpe KIF tilbage i ligaen, hvor en håndboldby som Kolding hører hjemme," udtaler han.
Cornelius Kragh er den anden nye spiller, KIF Kolding har hentet til den kommende sæson. Tidligere har klubben offentliggjort, at målmand Thorsten Fries ligeledes tiltræder fra sommer.