LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Kommende Aalborg-stjernes klare mål: Titler og Final4

Efter sæsonen siger den norske venstrefløj Alexander Blonz farvel til GOG og goddag til Aalborg Håndbold. Dermed fortsætter han sin karriere i den nordjyske klub, hvor ambitionerne er store, og forventningerne allerede tårnhøje.

Blonz glæder sig til at trække i Aalborg-trøjen, og han ser klubben som en oplagt destination, der passer perfekt med hans egne ambitioner.

“Jeg synes, det er et skridt op. Aalborg er en klub, der kæmper om at vinde alle de titler, de deltager i, og det har jeg virkelig lyst til at være en del af,” siger Alexander Blonz om sit klubvalg til Aalborg Håndbolds YouTube-kanal.

Den norske fløjspiller forventer store oplevelser med Aalborg, og han lægger ikke skjul på ambitionerne for fremtiden:

“Jeg forventer, at vi kommer til at hente en masse titler hjem – og samtidig have det sjovt. Måske være med én, to eller tre gange i Final Four,” siger han med et smil.

Blonz får samtidig mulighed for at spille på hold med flere landsmænd, herunder Kristian Bjørnsen og Sander Sagosen, noget som han ser meget frem til.

“Det bliver sjovt. Jeg nåede ikke at spille så meget med Kristian Bjørnsen på landsholdet, før han stoppede, så det bliver godt at spille med ham igen. Og det har altid været en drøm for mig at spille på hold med Sander Sagosen,” siger Blonz.

Skiftet betyder også, at Blonz fremover får Sparkassen Danmark Arena som hjemmebane – en arena, hvor han endnu har til gode at vinde en kamp som gæstespiller.

“Jeg håber, jeg starter med at vinde nogle kampe her, for det har jeg aldrig prøvet før. Den røde trøje hjælper nok. Det bliver sjovt at have publikum i ryggen i stedet for imod mig,” siger Alexander Blonz med et grin.

Han beskriver sig selv som en energisk spiller, som fansene hurtigt kan lære at kende:

“De kan forvente en energisk venstrefløj, der løber op og ned ad banen hele tiden,” lyder det fra Aalborgs kommende fløjspiller.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder