Krickau om stemningen i Berlin: At kalde det nemt vil være en overdrivelse
Den danske håndboldtræner Nicolej Krickau har fået en turbulent start i spidsen for Füchse Berlin, hvor det i de første fem Bundesliga-kampe er blevet til tre sejre og to nederlag. Som cheftræner for de regerende tyske mestre er presset stort, men Krickau bevarer roen.
– Vi vidste godt alle sammen, at det ville blive hektisk – og sikkert fortsat vil være svært i en periode. Både at forstå og eksekvere i – mest af alt for spillerne, tror jeg, siger Krickau til TV 2 Sport.
Han peger på, at spillerne befinder sig i en hverdag, hvor mange øjne hviler på dem. Det kan mærkes på banen, men Krickau ser allerede tegn på, at holdet er ved at finde sig til rette.
– Det synes jeg allerede, man har kunnet se i den her uge, efter vi fik bearbejdet den første del med nederlaget til Gummersbach. Så har vi kunnet se en god fremgang. Men at kalde det nemt vil selvfølgelig være en overdrivelse, siger han.
Trods udfordringerne er den danske træner optimistisk og motiveret for opgaven.
– Jeg føler mig rustet til opgaven og synes også, at det er en sjov ledelsesopgave, lyder det fra Krickau.