Kritik af ligaklub: Folk kaster hurtigt op på sociale medier
I Høj Elite havde man en vild sommer, hvor man skulle gøre både herre- og kvindeholdet klar til en ny tilværelse i ligaen.
En af hovedpersonerne i den kamp har været og er fortsat daglig leder og bestyrelsesformand Helle Rasmussen.
Hun har haft travlt med sin organisation igennem mange uger, og på spillersiden er der sket store ting.
Hos herrerne er folk som Hans Lindberg, Hampus Wanne og Michael Damgaard nu på lønningslisten i Ølstykke, mens Lasse Andersson kommer efter sæsonen.
Og det har også medført en del skepsis, da det måske minder lidt om tidligere store satsninger i dansk håndbold, der ikke endte i den voldsomme succes.
I HØJ mærker man, at der hurtigt går jantelov i den:
"Det kan man godt mærke," siger Helle Rasmussen til Mediano Håndbold.
Hun har dog et klart signal til skeptikerne:
"Hvis jeg skal være ærlig, så er det ikke det, vi bruger mest tid på. Vi er jo bevidste om, at historien har en betydning for, hvordan folk vurderer os. Det er i orden at være skeptiske, men nogle gange kunne man måske godt ønske sig, at folk satte sig lidt mere ind i tingene, før man kaster noget op på sociale medier," udtaler hun.
Helle Rasmussen er dog også bevidst om, at man skal gøre sig fortjent til tillid. Man er derfor nødt til at vise over de kommende år, at man har sin berettigelse.