Landin efter sejr: Vi vil helst ikke tabe til danske hold på hjemmebane
Efter kampen satte målmand Niklas Landin ord på indsatsen, hvor især viljen og fighten var afgørende i en kamp, hvor det ikke hele tiden var kønt at se på. Det sagde han til YouTube-kanalen Rishøj's Corner, som var til stede i hallen.
“Det var måske ikke den flotteste, bedst spillende håndboldkamp, vi har spillet. Men til gengæld viste vi noget attitude. Vi fightede, og ja, det kan bruges i sidste ende. Der var også et par spillere, der faldt fra i sidste øjeblik. Så vi er glade for at få to point og få cementeret førstepladsen,” siger Niklas Landin til Rishøj's Corners YouTube-kanal.
Landin fortalte videre, at det var nødvendigt med en reaktion efter seneste kamp mod Skanderborg AGF, hvor holdet ifølge ham ikke viste tilstrækkelig aggressivitet og intensitet:
“Der var simpelthen for lidt af det mod Skanderborg. Vi skulle vise et andet ansigt, og vi vidste jo også godt, at hvis vi leverede cirka det samme spil, som vi gjorde mod Skanderborg, så ville vi tabe her på hjemmebane. Vi vil helst ikke tabe til danske hold på vores hjemmebane, og vi ville også gerne vise, at Skjern ikke kan komme her og få point,” lyder det fra den danske landsholdsmålmand.
Landin roste også sin målmandskollega Fabian Norsten, der kom ind og leverede vigtige redninger i anden halvleg, netop som kampen skulle afgøres.
Med førstepladsen sikret i gruppen betyder det, at Aalborg Håndbold nu kan gå ind til den sidste kamp mod Mors-Thy med mindre pres og eventuelt eksperimentere med holdet frem mod semifinalen mod TTH Holstebro.
Alligevel lover Landin, at holdet går efter sejren:
“Vi forventer en sejr, ligegyldigt hvor meget vi eksperimenterer, og hvor meget Simon måske vil prøve forskellige konstellationer af. Det vigtigste for os er også at vinde, og det vil vi vise på onsdag.”