Landsholdskeeper afslører: En af de hårdeste beslutninger
Den 36-årige målmand beskriver beslutningen som en af de sværeste i sit liv.
"Det har uden tvivl været en af de hårdeste beslutninger, jeg nogensinde har truffet. At forlade SG er stadig svært for mig, for der er mange følelser," siger Møller med fugtige øjne til Flensborg Avis.
Beslutningen om at skifte hjem blev taget med familien som omdrejningspunkt.
"Mine børn er for små til helt at forstå det. Den mindste ved, at vi har købt hus i Svendborg, og hun glæder sig til at komme tættere på mormor og morfar. Min kone var også meget følelsesmæssigt påvirket. Det var ikke kun mig, der fældede tårer. Hun har været med i tykt og tyndt i udlandet, så for hende var det heller ikke let," forklarer han.
Selvom afskeden allerede nu føles tung, vil Møller udnytte resten af sæsonen fuldt ud og nyde de sidste kampe, træninger og busture i Bundesligaen.
"Jeg er glad for, at der stadig er kampe, træninger og busture tilbage. Bundesligaen er noget helt særligt, og selv udebanerne, hvor tilskuerne kan være hårde, vil jeg nyde. Min far mindede mig i går om, at jeg som lille dreng drømte om at spille i de store haller. Nu har jeg haft ni sæsoner i Bundesligaen, og det er jeg hamrende taknemmelig for," siger han.
Møller har skrevet under på en aftale med GOG frem til 2030, som potentielt kan blive hans sidste kontrakt.
"Som det ser ud nu, kan det meget vel blive min sidste. At klubben viser mig den tillid, er ikke en selvfølge, og det er jeg utrolig taknemmelig for," afslutter han.