GOG-sportschef: Han har stået øverst på ønskelisten igennem en længere periode
Kevin Møller tiltræder i GOG fra sommeren 2026 på en fireårig aftale. Den rutinerede målmand bliver dermed endnu en vigtig brik i klubbens ambition om at forblive blandt de førende i både dansk og europæisk håndbold.
Kevin Møller er et velkendt ansigt på Sydfyn. Målvogteren med de sønderjyske aner kom til klubben første gang i 2005, hvor han startede på Oure Efterskole. Efter et par år i bl.a. Faaborg og Norge returnerede han i 2011 til GOG, hvor han blev en del af holdet, der senere sikrede klubbens returnering til landets bedste række.
I 2014 tog han springet til udlandet, hvor han siden har repræsenteret store klubber som FC Barcelona og SG Flensburg-Handewitt. Ligesom han gennem flere år har vogtet målet for det danske landshold, hvilket har resulteret i medaljer fra EM, VM og OL.
Kevin Møller kommer derfor fra sommeren 2026 til at bidrage i GOG med masser af kvalitet, international erfaring og et indgående kendskab til GOG som klub.
Sportschef Mikkel Voigt siger om tilbagekomsten:
”Kevin Møller har stået øverst på ønskelisten i GOG igennem en længere periode, og vi er stolte over at få Kevin hjem til Gudme og Arena Svendborg. I Kevin får vi ganske enkelt en af verdens bedste målvogtere, som helt sikkert kommer til at bidrage på mange områder ind i vores trup og senest har leveret på et meget højt niveau i SG Flensburg-Handewitt.
Vi ser samtidig frem til at få en god rollemodel ind på holdet, som de unge kan lære af samt spejle sig i. Samlet set får vi en målvogter hjem, som er på toppen af sin karriere og kan flytte GOG i en positiv retning i de rammer, vi sammen skaber”.
Selv ser Kevin Møller frem til at vende hjem til GOG:
”Jeg glæder mig meget til at vende hjem til GOG efter fantastiske år i udlandet. Der er sket meget, siden jeg rejste fra klubben, både for mig personligt og for GOG. Klubben har siden da vist, at de hører til i toppen af den danske liga, og internationalt har de også leveret flotte resultater. Jeg glæder mig til at blive en del af det hele igen, samt at være med til at flytte klubben endnu mere både på og udenfor banen.
Derudover glæder jeg mig selvfølgelig til at opleve Svendborg Arena som hjemmebane og til at møde alle de velkendte ansigter, der stadig er i og omkring klubben. Opbakningen omkring GOG har altid været enorm, og det bliver fedt at mærke stemningen i hallen.