LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

Landsholdsstjerne nomineret til 'Årets Sportsnavn 2025' i Danmark

Han har leveret pragtpræstationer på stribe i 2025, og nu er landsholdsstjernen også i spil til DIF og Team Danmarks prestigefyldte pris.

Alle 15 nominerede til prisen som Årets Sportsnavn er nu offentliggjort, og blandt dem er Mathias Gidsel.

Han nomineres efter et ekstraordinært 2025, hvor han for andet år i træk blev kåret som verdens bedste håndboldspiller samt fik priserne som den mest værdifulde spiller (MVP) ved både VM og i Champions League, hvor han i begge turneringer også sluttede som topscorer.

Gidsel vandt som bekendt VM-guld med Håndboldherrerne, mens han med klubholdet Füchse Berlin vandt den tyske Bundesliga, hvor han ligeledes blev kåret som sæsonens bedste spiller.

Blandt de øvrige nominerede er Holger Rune, Jonas Vingegaard og Anders Antonsen.

Prisen som Årets Sportsnavn er blevet uddelt siden 1991, og fem gange er det håndboldpræstationer, der er kåret. Senest i 2023, hvor Håndboldherrerne løb med prisen.

Fremadrettet uddeles prisen dog udelukkende for individuelle præstationer, mens årets bedste holdpræstation hyldes med den nye pris til Årets Hold.

Vinderen som Årets Sportsnavn kåres ved den store sportsgalla ‘Sport 2025’ i Jyske Bank Boxen i Herning lørdag den 3. januar 2026. Det er en dommerkomité, som afgør, hvem der vinder prisen.

Du kan læse mere om prisen og de andre nominerede på Danmarks Idrætsforbunds hjemmeside.

Håndboldens tidligere vindere af Årets Sportsnavn

1993: Kvindelandsholdet

1994: Kvindelandsholdet

2000: Kvindelandsholdet

2008: Herrelandsholdet

2023: Herrelandsholdet
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder