Ligaprofil skal gennem ny operation: Går glip af store kampe
I sidste sæson var Sebastian Henneberg en af de vigtigste spillere for Fredericia, men han har ikke kunne bidrage på samme måde indtil videre i denne sæson, da han blev opereret for tre måneder siden.
Nu er der dog opstået nogle komplikationer i hans knæ, som gør, at han endnu en gang må lade sig operere og holde en længere pause.
- Jeg har formentlig fået en ny meniskskade i forbindelse med operationen. Der er altid en risiko, når man åbner op. Det er bare brandhamrende uheldigt, siger Henneberg i et interview med TV2 Sport.
Den nye skade betyder, at Henneberg må sidde ude i de kommende 4-6 uger, og det er et ret uheldigt tidspunkt for ham. Han kommer nemlig til at gå glip af store kampe mod både Paris Saint-Germain og Veszprem, som Fredericia skal spille mod i Champions League.