Lukas Jørgensen: Jeg blev også lige nødt til at tage en selfie med begge
Stregspiller Lukas Jørgensen var overvældet af ære og stolthed, da han fik overrakt sin OL-guldmedalje, stående ved siden af sine barndomsidoler Mikkel Hansen og Niklas Landin.
Jørgensen, der startede til håndbold som barn inspireret af Hansen, benyttede da også lejligheden til at dele dette personligt med ham.
"Jeg stod ved siden af Mikkel oppe på podiet og måtte jo også sige: 'Mikkel, det er jo 14-15 år siden, at jeg vandt en af dine trøjer, og dét fik mig ligesom til at starte til håndbold,'" fortæller Jørgensen til TV 2 Sport.
For at forevige hele det store øjeblik blev Flensburg-stregen da også nødt til at gøre én særlig ting,
“Jeg blev også lige nødt til at tage en selfie med begge to. Man kan godt være fan af sine holdkammerater. Jeg er så glad på deres vegne – og på vores alles vegne – at vi kan få den her guldmedalje.”.
Lukas Jørgensen, der startede ud som landsholdsreserve, blev søndag kåret til OLs bedste stregspiller.