MTH-profil før Ribe-Esbjerg: - Et hold, som kommer til at kæmpe med næb og klør
Mors-Thy Håndbold er klar til en intens vestjysk duel i Esbjerg.
Mors-Thy går selvsikkert ind til torsdagens udekamp mod Ribe-Esbjerg i Blue Water Dokken efter en perfekt februar.
Hjemmeholdet derimod har haft en udfordrende sæson, men leverede søndag en stærk præstation i Fredericia, og sikrede sig to vigtige point. Den sejr kan give dem momentum, og Mors-Thy forventer derfor en hård og intens kamp.
“Det er et Ribe-Esbjerg-hold, som har fået en ny træner, der er i gang med at sætte sit præg på sit mandskab, og det ser ud som om, at det lige så stille begynder at virke,” siger Rasmus Madsen til klubbens hjemmeside, og tilføjer,
“Og så er det jo et hold, som kommer til at kæmpe med næb og klør for at kæmpe for overlevelse. De vil gøre alt for at vinde på hjemmebane,”.
Aftenens kamp fløjtes i gang kl. 18.30.