Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

Ditte Hansen

Officielt: Füchse Berlin henter rutineret fløj som Lindbergs afløser

Den tyske fløjprofil skifter fra Rhein-Neckar Löwen til hovedstadsklubben på en etårig aftale.

Füchse Berlin har skrevet kontrakt med højrefløjen Tobias Reichmann, og fuldender truppen til sæsonen 2024/25. 

Reichmann, der er født i Berlin, har underskrevet en etårig kontrakt med hovedstadsklubben og vender dermed tilbage til sine rødder.

Tyskeren vil danne fløjduo med færingen Hakun West av Teigum, og vil desuden blive brugt som straffekastskytte. 

Füchse bliver den femte klub i Reichmanns Bundesliga-karriere, hvor han står foran sin tolvte sæson. Med THW Kiel (2009-2012) vandt han to tyske mesterskaber i 2010 og 2012. Derudover pryder tre Champions League-titler hans karriere, to med Kiel og en med den polske topklub KS Kielce (2014-2017). 

Fra 2017 til 2022 spillede Reichmann for MT Melsungen, før han jagtede mål for tredjedivisionsklubben TV Emsdetten i et år. Efter at have været kontraktløs siden sommeren 2023 blev han i januar hentet til Rhein-Neckar Löwen som erstatning for den skadede kaptajn Patrick Groetzki.

Sportsdirektør Stefan Kretzschmar udtaler om aftalen i en pressemeddelse: 

“Efter Hans' afgang søgte vi en erfaren spiller, der kan skyde straffekast. Jeg tror, at Tobi Reichmann kan hjælpe os meget næste år. Sammen med Hakun håber jeg, at vi kan opretholde kvaliteten på positionen. Det bliver svært, fordi Hans var en meget vigtig brik. Tobi havde en god sæson hos Rhein-Neckar Löwen og var en af de positive overraskelser for mig. Han er en meget sikker skytte og har atletiske evner, som ikke mange højre fløje har. Jeg ser frem til, at han bliver en del af os næste sæson.”

Tobias Reichmann selv udtaler om skiftet: 

“Jeg ser frem til Berlin, holdet og klubben. Jeg er spændt på, hvor rejsen går hen næste sæson. Jeg har også hørt, at jeg er den ældste i holdet. Jeg vil dele min erfaring med de unge spillere og skabe noget positivt. Jeg ved, at jeg ikke vil spille håndbold for evigt – derfor er det ekstra dejligt at spille i topklassen igen. Füchse er en fantastisk klub, der har udviklet sig meget de seneste år. Jeg glæder mig til at fortsætte denne historie.”

I Bundesligaen har den 1,88 meter høje højre fløj i alt spillet 300 kampe og scoret 919 mål, heraf 277 på straffekast.

Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER