Optimisme og realisme i Mors-Thy Håndbold: I vores fort regerer vi
På klubbens hjemmeside sender direktør Ian Marko Fog en klar hyldest til alle involverede i klubbens succes – fra spillertruppen og trænerstaben til fans, frivillige og sponsorer.
“Den imponerende fjerdeplads er resultatet af et stærkt trænerteam, en dygtig trup og ikke mindst et unikt fællesskab i vores landsdel,*” lyder det fra Ian Marko Fog, der fremhæver det stærke sammenhold som en afgørende faktor bag præstationen.
Trods de flotte resultater understreger direktøren, at ambitionerne langt fra stopper her. Fog fremhæver, at både spillere og klub har en klar tro på, at sæsonens slutspil kan byde på endnu flere positive oplevelser:
“Jeg ser en flok sultne løver, der ikke bare er tilfredse med at være med. Den holdning kan jeg rigtig godt lide.”
Fog hæfter sig samtidig ved den store lokale opbakning og den eufori, som håndbolden har skabt i området. Blandt andet glæder han sig over, at Mors-Thy Håndbold igen kan fejre udtagelsen af en A-landsholdsspiller i form af Marcus Midtgaard.
Den massive interesse for kampene har dog også skabt kapacitetsudfordringer. Ifølge Fog bliver billetterne revet væk på få minutter, hvilket har ført til utilfredshed blandt nogle af klubbens fans.
“Jeg forstår fuldt ud utilfredsheden, men vi arbejder intensivt på at imødekomme så mange som muligt,” understreger direktøren. Han påpeger, at en betydelig andel af billetterne er reserveret til sæsonkortholdere, sponsorer og udebanefans, hvilket begrænser antallet af billetter i frit salg.
En eventuel kvalifikation til European League er også et varmt emne blandt fansene. Her betoner Ian Marko Fog, at deltagelse i Europa ikke må ske på bekostning af klubbens økonomiske bæredygtighed:
“European League er ingen guldgruppe. Hvis vi skal forstærke truppen, vil vi kun gøre det, hvis vi har økonomien på plads. Vi arbejder intenst i administrationen for at kunne give spillerne den oplevelse, de har fortjent, men vi tager ingen chancer.”
På den korte bane gælder det dog næste opgave i slutspillet, hvor Skjern Håndbold venter. En svær modstander, som dog ikke får Ian Marko Fog til at ryste på hånden:
“Står vi sammen, så kan de sende hvem de vil. I vores fort regerer vi,” afslutter direktøren.