VM-profil ramt af afbud: Nægter at spille
At spille en VM-slutrunde for sit land er noget af det største, man kan opnå. Det er dog ikke alle, der bare vil gøre det for enhver pris.
Japan er i hvert fald ankommet til VM med en noget ringere trup, end den de havde med til OL i sommer. Det skyldes skader, men det skyldes også noget andet.
To af de absolut bedste spillere er blevet hjemme af egen fri vilje, forklarer Japans landstræner, Toni Gerona.
- Yasuhira og Yoshida vil gerne have penge for at spille på landsholdet. Jeg prøvede ellers at forklare dem: ”Gutter, det er landsholdet”. Men de er unge, og jeg håber, jeg kan ændre deres holdning fremover, siger han i en podcast med Handball-Planet.
Kosuke Yasuhira og Shuichi Yoshida er store profiler med flotte europæiske adresser på cv’et – i sidste sæson repræsenterede de henholdsvis HC Vardar og HBC Nantes. Yasuhira var topscorer for Japan ved OL med 30 mål i fem kampe.