Ren tysk CL-finale puster nyt liv i debat om flere Bundesliga-pladser
Når SC Magdeburg og Füchse Berlin i aften tørner sammen i finalen i EHF Champions League, bliver det ikke blot et opgør mellem to af Tysklands største håndboldklubber – det bliver også en markering af Bundesligaens styrke i europæisk håndbold. For kun tredje gang i turneringens historie er det nemlig to tyske hold, der kæmper om trofæet i den fineste europæiske klubturnering.
Magdeburgs cheftræner Bennet Wiegert kalder finalen en "festdag for tysk håndbold" ifølge handball-world og benytter lejligheden til at kræve en tredje tysk startplads i Champions League. Med kun to billetter til turneringen mener han, at det er urimeligt svært for stærke Bundesliga-hold at kvalificere sig. "Det er en kamp mellem seks-syv topklubber, og det betyder alt for dem at være med," siger Wiegert videre ifølge handball-world.
Den tyske finale fløjtes i gang kl. 18.00 i Köln.