Ribe-Esbjerg HH henter norsk forstærkning
23-årige Kasper Sjursen spiller i Runar, der p.t. ligger nr. 3 i den norske liga. Han trænes i denne sæson af én af Europas stærkeste stregspillere gennem tiderne, Skjern-legenden Bjarte Myrhol. Kasper er en spiller med pondus (194 cm og 112 kg). Han har i bagagen bl.a. kampe fra de norske U-landshold og Talentlandsholdet.
Jesper Holm glæder sig til at få det åbenlyse stregtalent ind i REHH-truppen:
”Kasper er en fysisk stærk streg- og tovejsspiller. Han har i Runar den bedste læremester han kan få i Myrhol. Kasper Sjursen er en ung spiller på vej i en udvikling, der tegner meget spændende.”
Kasper Sjursen har valgt at fortsætte karrieren i Ribe-Esbjerg HH med en stærk motivation mod fortsat udvikling som spiller:
”Jeg ser det som et skridt frem i karrieren. REHH er kendt for en professionel tilgang og har ambitioner, der matcher mine. At spille i én af Danmarks stærke klubber vil give mig en fantastisk mulighed for at lære og vokse som spiller. Jeg er klar til at give alt for at bidrage til holdets succes!”
Kasper Sjursen og REHH har indgået en 2-årig aftale 2025-2027.