SAH med stor respekt: Oprykker har et fantastisk hold
Efter den flotte udebanesejr mod Fredericia i sidste uge går SAH ind til opgøret med masser af selvtillid og et klart mål om at bygge videre på den stærke sæsonstart.
HØJ Elite er ny i ligaen og dermed et spændende bekendtskab for SAH. Trods oprykkerstatus råder gæsterne over masser af kvalitet og rutine, blandt andre med profiler som Hans Lindberg, Michael Damgaard og Hampus Wanne.
Cheftræner Nick Rasmussen har stor respekt for modstanderen:
“Det er jo en oprykker, som har en helt anderledes økonomisk volumen, der gør, at de har fået samlet et fantastisk hold. De har spillere, som har enorm individuel kunnen, især Michael Damgaard falder i øjnene med sin erfaring fra Bundesligaen,”.
Netop den individuelle klasse hos HØJ Elite kræver ekstra fokus fra SAH.
“Der er meget stor individuel kvalitet på deres hold, så vi skal være kollektivt dygtige. Men det gælder i høj grad også om at være indstillet på de enkelte spillere, der både kan skyde og kreere spillet. De har mange forskellige spiltyper i bagkæden, så vi skal være taktiske omstillingsparate,” forklarer Nick Rasmussen
For SAH er nøglen især at holde fast i de ting, der har fungeret godt i sæsonstarten:
“Taktisk set skal vi være lidt dygtigere i defensiven end mod Fredericia, selvom vi fik to point. Vores kontraspil har haft en positiv udvikling, og det skal vi bygge videre på. Derudover skal vi have lidt mere spilsikkerhed i angrebet, men generelt skal vi holde fast i det, der har kendetegnet os,” siger cheftræneren.
Torsdagens kamp bliver samtidig første gang, at SAH spiller en ligakamp i Djurslands Bank Arena i denne sæson, og det glæder både hold og træner sig til:
“Det bliver selvfølgelig fedt. Vi havde en god oplevelse mod Grindsted på Fælleden, og nu håber vi, at rigtig mange tager turen til Djurslands Bank Arena,” fortæller Nick Rasmussen.
Dermed er der lagt op til en intens og seværdig kamp i Djurslands Bank Arena, når SAH tager imod HØJ Elite for første gang i Bambuni Herreligaen.