GOG jagter sæsonens første Champions League-sejr
Onsdag aften venter endnu en stor udfordring for GOG, når de hjemme tager imod PICK Szeged i Champions League.
Fynboerne tabte åbningskampen ude mod mægtige Barça med 37-32, mens Szeged også måtte se sig slået i premieren mod Plock (33-34). Dermed står begge mandskaber uden point inden mødet.
”Vi har haft en hård uge med skader, så vores fokus er først og fremmest på os selv og vores egen gameplan,” siger GOG-træner Kasper Christensen ifølge eurohandball.
Hos ungarerne ser målmand Tobias Thulin frem til gensynet med sin tidligere klub: ”Det bliver specielt for mig at spille i Gudme igen. GOG har mange unge, stærke spillere, så vi skal undgå tekniske fejl, hvis vi skal vinde.”
De to hold har mødt hinanden to gange før i Champions League – helt tilbage i 2008 – og dengang vandt de hver én kamp. Nu gælder det vigtige point i kampen om at hænge på i den tætte gruppe B.