Skjern-spiller stopper karrieren: 2018-sæsonen var magisk
Eivind Tangen fortæller i et interview med Skjern Håndbolds Facebook-side, at beslutningen er velovervejet, men erkender også, at det først for alvor går op for ham senere.
"Jeg tror, det bliver naturligt, fordi beslutningen nu er taget. Men efter sommeren, når man pludselig ikke skal møde op til den her opstart, som man har gjort i 16 år i træk, bliver det nok mærkeligt. Det er dér, man mærker, at tingene er blevet anderledes," siger han.
Nordmanden lægger ikke skjul på, at han især kommer til at savne livet i omklædningsrummet og de tætte relationer, der følger med holdidrætten.
"Jeg tror ikke, jeg kommer til at savne håndbolden i sig selv så meget, men jeg kommer til at savne at være en del af et hold. Mine holdkammerater og alle de ting, man måske tager lidt for givet, når man spiller håndbold."
Tangen har været i Skjern siden 2018, og det blev til mange store øjeblikke med klubben. Én sæson står dog særlig klart.
"Det var en sindssyg sæson i 2018. Det er dét, man kommer til at huske mest. Alt kørte bare, vi gjorde det godt i Champions League og vandt DM-guld. Det var sjovt at gå på arbejde. Svært at toppe," fortæller han.
Tangen nåede også en stor milepæl med over 300 kampe for klubben, hvilket betyder, at han nu permanent er en del af historien i Skjern Bank Arena.
"Jeg er stolt over, at jeg har opnået noget i klubben. Det er en fed tanke, at hvis en af drengene en dag får lyst til at spille i Skjern, så hænger jeg stadig på væggen. Det er en god måde at afslutte på," siger han.
Tangen håber, at fans og sponsorer vil huske ham med glæde, selvom han endnu ikke helt har vænnet sig til tanken om at være en 'klublegende'.
"Det føles mærkeligt at blive kaldt klublegende. Jeg håber bare, at de husker mig for noget positivt, og måske kommer til at savne mig lidt," slutter han med et smil.