Spansk medie jubler over Emil Nielsens afløsere
Det spanske medie Mundo Deportivo jubler nemlig over klubbens kommende målmænd, som skal tage over efter danske Emil Nielsen, når han skifter til ungarske Veszprém i sommeren 2026.
"Med statistikkerne fra den netop afsluttede Champions League-turnering i hånden, har Barcelona ramt plet med valget af afløsere til Emil Nielsen og Gonzalo Pérez de Vargas," skriver det spanske medie.
Til sommer mister klubben først Pérez de Vargas, som erstattes af islandske Viktor Hallgrimsson, der kommer til fra polske Wisla Plock. Hallgrimsson har med sine kun 24 år imponeret stort, og endte på listen over flest redninger i Champions League som nummer 12 med i alt 95 redninger i 13 kampe.
Et år senere forlader Emil Nielsen altså den catalanske storklub, men her er afløseren ifølge Mundo Deportivo allerede på plads: Sergey Hernández, den spanske målmand, der netop har vundet Champions League med SC Magdeburg. Hernández sluttede turneringen som den næstbedste målmand med hele 166 redninger – kun overgået af netop Emil Nielsen med 183 redninger.
"Målmandsskiftet kunne næppe være bedre. Hernández har næsten samme høje effektivitet som Nielsen," lyder rosen fra det spanske medie.
Barcelona-fans kan dermed glæde sig over, at målmandsposten ser stærkt besat ud i de kommende år – en vigtig nøgle til fortsatte succeser i både den spanske liga og europæiske turneringer.