Stine Oftedal: "Det føles stadig rigtigt"
2024 har været et vildt år for Stine Bredal Oftedal. Nu hedder hun Stine Oftedal Dahmke, efter hun i august blev gift med sin mand, Rune Dahmke, der til dagligt spiller for THW Kiel.
Brylluppet kom i kølvandet af et OL i Paris, hvor Stine Oftedal Dahmke både kunne tage guldet med hjem og stille håndboldskoene på hylden.
Torsdag fik hun en stor hyldest i pausen under Golden League-kampen mellem Norge og Tyskland. Oftedal sad på tribunen og heppede på sine tidligere holdkammerater, sammen med Nora Mørk og i pausen skulle hun på banen og modtage den store hyldest for sin indsats for det norske kvindelandshold gennem de seneste mange år. Mens holdene spillede kriblede det ikke i Oftedals fingre og hun er fortsat glad for sin beslutning:
“Det føles faktisk rigtig godt. Det føles lige præcis, som jeg havde håbet. Det føles stadig rigtigt,” sagde hun til TV2 Sport Norge i forbindelse med kampen.
Hun nyder sin tilværelse, men er stadig meget hemmelighedsfuld omkring hvad der skal ske i fremtiden:
“Jeg ved lidt, og jeg kommer tættere på, men jeg prøver stadig at udforske og finde ud af, hvad jeg vil, hvad jeg er god til, og hvilke muligheder der findes. Så tager jeg den derfra,” sagde Oftedal Dahmke, da TV2 Sport Norge spurgte ind til hendes fremtid.