Svensk landstræner trækker i land: Har ikke sagt, EM skal droppes
Sverige-boss Tomas Axnér kritiserede ifølge NRK for nylig det tætpakkede kampprogram, som kvindelige håndboldspillere udsættes for.
Den svenske landstræner skulle have sagt, at spillerne bliver belastet for meget og sagde ifølge den norske TV-station, at der ikke skal være EM, når der er OL.
Han skulle angiveligt have udtalt:
- Det er helt sikkert noget, der bør overvejes. Det er et brutalt år, når man ser på spillernes belastning. Der har været diskussioner om dette problem i over et årti, men der sker ingenting.
Udtalelserne har ikke nødvendigvis noget på sig.
Det siger Axnér til TV 2.
- Jeg læste også den artikel. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sagde det. Jeg har vist ikke talt med nogle norske medier – tror jeg i hvert fald, lød det fra den svenske landstræner.
Ikke desto mindre vil den svenske boss stadig have, at der skal gøres noget ved problemet med de mange kampe.
- Det er nu 10-15 år siden, og der er ikke sket ret meget. Om EM, VM eller hvilket mesterskab, der skal væk, ved jeg ikke, men der skal gøres noget.
Sverige er kommet i gruppe A, hvor man skal op mod værterne Ungarn samt Nordmakedonien og Tyrkiet.
Kampene spilles i den ungarske værtsby Debrecen.