Thomas Arnoldsen stjal showet – tre SAH-spillere også på Rundens Hold
Anden runde af Bambusa Herreligaen bød ikke på de store overraskelser, men til gengæld på flere stærke individuelle præstationer. Bjerringbro-Silkeborg topper tabellen efter endnu en storsejr, mens Aalborg Håndbold, GOG og Mors-Thy ligeledes er ubesejrede med to sejre i to kampe.
Rundens Hold er domineret af Skanderborg-AGF Håndbold (SAH), der har hele tre spillere med: Jeppe Cieslak, Donni Kristjansson og Andreas Søgaard. Cieslak leverede en fejlfri indsats med 7 mål på 7 forsøg, Kristjansson scorede 7 gange og blev kampens spiller, mens Søgaard satte punktum med en sikker præstation på stregen.
Derudover markerede Mors-Thy sig stærkt. Målvogter Svend Rughave imponerede med 19 redninger og en redningsprocent på over 41, mens Victor Norlyk satte sig i centrum med 8 mål, 4 assists og det afgørende sejrsmål i sidste sekund. Aalborgs Thomas Arnoldsen stjal dog overskrifterne med hele 11 mål og 7 assists, hvilket gør ham til rundens mest dominerende spiller.
Rundens Hold fuldendes af Bjerringbro-Silkeborgs Patrick Boldsen, der nettede 7 gange fra højre fløj.
Næste spillerunde starter torsdag, mens der lørdag venter et stort opgør når Aalborg Håndbold tager imod GOG.
Se hele holdet herunder: