LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Tidligere landsholdsspiller indstillet som formand for DanskHåndbold

Den tidligere landsholdsspiller Torsten Laen er blevet indstillet som ny formand for DanskHåndbold. Det oplyser forbundet i en pressemeddelelse.

En enig bestyrelse står bag indstillingen af Laen, som skal vælges på DanskHåndbolds repræsentantskabsmøde i Kolding den 10. juni.

Næstformand Betina Lyng Bjerre glæder sig over bestyrelsens enstemmige valg:

"Det glæder mig, at en enig bestyrelse kan indstille en meget stærk kandidat til formandsposten i DanskHåndbold. I Torsten Laen har vi fundet helt ind til håndboldens DNA, og han kan med sin meget brede profil favne hele vores sport," siger hun.

Hun fremhæver, at Laens erfaring som elitespiller både nationalt og internationalt, kombineret med hans engagement i foreningshåndbolden, passer godt ind i DanskHåndbolds værdier.

Torsten Laen har tidligere spillet på topniveau i klubber som Füchse Berlin, BM Ciudad Real, KIF Kolding København og GOG. Desuden har han været aktiv i Spillerforeningen Håndbold, været sportschef i GOG og arbejder nu som frivillig i Odense-klubben IF Stjernen. Siden 2018 har han arbejdet i erhvervslivet med rekruttering og udvikling.

Den mulige kommende formand selv er stolt over at være bestyrelsens foretrukne kandidat:

"Jeg er virkelig stolt og beæret over, at en enig bestyrelse har indstillet mig til at blive den næste formand for DanskHåndbold. Jeg er selv et produkt af foreningsdanmark – og ikke mindst håndbolddanmark. Med min baggrund kender jeg sporten indefra," siger Torsten Laen.

Han lægger vægt på, at forbundet allerede er i god form, og ser frem til at videreføre den positive udvikling:

"Næsten uanset om man kigger på medlemstallene, blandt de frivillige eller på landsholdene, så er der fremgang. Den udvikling ser jeg frem til at fortsætte," siger Torsten Laen.

DanskHåndbold afholder repræsentantskabsmødet den 10. juni i Kolding.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder