Vild afslutning: Nok 30 af de vildeste sekunder jeg har haft
Fredericia Håndboldklub sikrede sig et dramatisk point mod TTH Holstebro efter en kaotisk afslutning, hvor dommerne ændrede en straffekendelse til målkast efter video-gennemsyn.
Efterfølgende løb Fredericia op og udlignede til 31-31 i kampens allersidste sekunder.
Midt i dramatikken stod Anders Kragh Martinussen, der efter kampen havde svært ved at forstå, hvad der udspillede sig.
"Så må man også sige, at den måde, det sker på de sidste 25 sekunder, hvor der bliver dømt straffekast, så ser de video, og så er det et målkast, var jo noget af det mest hektiske, jeg tror, man har været med til. Og så skal man op og sætte et angreb sammen for at få en uafgjort. Det var nok de 30 vildeste sekunder, jeg har været med til det," siger han til TV2 Sport.
Anders Kragh Martinussen understreger, at det ene point smager lige en anelse bedre, når man har haltet efter i en stor del af kampen.